torsdag den 27. juni 2013

Vækst via Velfærdsteknologi ?







(Fra Vækstteamets anbefalinger om inddragelse af private aktører i det offentlige sundhedsvæsens kerneforretning)





I januar nedkom Vækstteamet under ledelse af Allan Søgaard Larsen, Falck, med en række anbefalinger til hvordan Danmark kan udnytte vores styrkepositioner indenfor sundhed og velfærdsteknologi til at opnå øget vækst og beskæftigelse.

Det var et af 8 'vækstteams' som Regeringen havde nedsat for at finde potentiale i områder som miljø, fødevarer, oplevelsesøkonomi, IKT og digitalisering m.v.

En del af anbefalingerne fra Sundheds- og Velfærdsteamet vedrører prioritering af forskning og udvikling, bedre rammebetingelser for vækstvirksomheder, en del anbefalinger peger på hvordan man mere konkret kan opnå et velfungerende hjemmemarked, og den sidste gruppe anbefalinger går på, hvordan vi kan blive bedre til en offensiv udnyttelse af det globale markedspotentiale.

Det springende punkt er her, hvordan vi får skabt et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked og kommer videre fra den nuværende situation, hvor vi har gennemført uanede mængder af pilotprojekter, men så godt som ingen egentlige storskalaforsøg med egentlig velfærdsteknologi.

Mandag Morgen bragte i marts en kritik af den samlede indsats og anførte, at initiativet var kommet mindst 10 år for sent, og at man ville drukne i politiske skyttegravskrige om hvordan man kunne etablere bæredygtige offentlige-private partnerskaber.
MM anfører: 'Forslagene virker gennemarbejdede og overbevisende og efterlader indtrykket af et kolossalt vækst- og jobpotentiale' , men peger samtidigt på et antal barrierer, som får MM til at mene, at det ikke kan lykkes: Vi er for sent ude, de kritiske sektorer er alt for fragmenterede i sig selv, og vi har en ikke mindst en fragmenteret politisk ledelse af de sektorer, der skal samarbejde, hvis det hele skal lykkes.

Dansk IT's tænketank Danmark 3.0 havde den 15. april indbudt til konference med netop Allan Søgaard Larsen som indleder og en dialog med Margrethe Vestager efterfulgt af en paneldiskussion med en række repræsentanter dels for forskningssektoren, for regionerne, for IT branchen.

Allan Søgaard udbyggede vækstteamets anbefalinger og understregede betydningen af et velfungerende hjemmemarked, før man kunne forvente at store, internationale satsninger kan gennemføres. Det kræver at Danmark for alvor bliver et afprøvningsland for telemedicin i stpor skala, og at erhvervslivet kan udnytte de mange sundhedsdata til analyseformål ('Big Data')
Blandt de største barrierer, som Alan Søgaard peger på, er at alle kompetencer er indlejret i offentlig sektor – sygehuse, regioner, hjemmepleje – og at private aktører hverken får skala nok eller prestige nok ud af at deltage i offentlige projekter til at det kan have synlige effekter på eksport. Øget innovation kræver derfor en nytænkning af hvordan offentlige og private samarbejder så man kan udnytte den viden og de kompetencer, der i dag kun findes i sundhedsvæsenet.

Margrethe Vestager takkede for Vækstteamets arbejde, og erklærede sig grundlæggende enig i konklusionen, men fokuserede dog mest på, at samarbejdet mellem offentlige og private indftil nu ikke var lykkedes på grund af den måde, man anvender konkurrencelovgivningen og reglerne omkring offentlige udbud. Skal man have en OPI-model, må vi være mere dristige i formuleringen af reglerne for offentlige indkøb, og ikke fortsat lade os drive af den kritik, vi i sin til fik af EU for den måde, Storebæltsforbindelsen blev etableret.

National handlingsplan ?
Imidlertid er der jo ikke så meget nyt i Vækstteamets anbefalinger, for allerede i juni 2012 nedkom Fonden for Velfærdsteknologi med 'Den Nationale handlingsplan for udbredelse af Telemedicin'
Afsenderen var en imponerende gruppering af Danske Regioner, KL Sundhedsministeriet, social- og integrationsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet og - ikke mindst vigtigt - Finansministeriet. Mage til fodslaw skal man lede længe efter.
Hvad pengene angår var det dog mere behersket: 80 mio kr. budget, hvoraf 30 øremærket til telemedicinske forsøgsprojekter. Det kan man næppe kalde imponerende, når sygehusenes udbygning i de nærmeste år stil mindst 40 milliarder, hvoraf en hel del burde kunne allokeres til at nytænke hele behandlings- og ikke mindst efterbehandlingsprocessen og genoptræningen med.
Handlingsplanens hovedinitiativer er:

1. Hjemmemonitorering af kronikere - Region Hovedstaden og Midt
2. Telecare Nord - KOL-patienter i Nordjylland
3. Telemedicinsk sårvurdering - Medcom (baseret på 'Sår i Syd' - Region Syd)
4. Telepsykiatri - Medcom
5. Internetpsykiatri - Region Syd (baseret på erfaringer fra Vejle)

Der er ikke noget videre overraskende i valget af projekter, det er de områder, hvor der i forvejen har været mindre, men succesfyldte projekter, og det er positivt, at Medcom - som en slags brobryggerorganisation - er med 2 af projekterne, hvor de 3 andre alle er båret primært af regionerne. Der er udarbejdet fornuftige business cases, og alt ser således på papiret OK ud.

Manglende opfyldelse af nødvendige rammebetingelser
Projekter om Telemedicin har vi kørt i DK siden 1994. Der har været masser af projekt, piloter, forsøg - dels med regioner og i visse tilfælde også med Kommuner som sponsor. Men ingen virkelige storskalaprojekter, så KOL-kufferten, Sår-i-Syd er udmærkede projekter, men levedygtigheden står og falder med om man får løst nogen grundlæggende strukturelle problemer i sundhedssektoren. Hvad er incitamenterne? For hvilke spillere? Hvordan laver man aftaler? Hvad skal patienterne selv betale? Hvor er de praktiserende læger henne i dette kompleks?
Og endelig - hvis vi går tilbage til Vækstforummet - hvordan kan man inddrage private aktører, så de kan lære af projekterne, udvikle løsninger og bruge det som springbræt for internationale projekter?

Der er i min opfattelse 4 fundamentale områder, der fortjener en meget hurtig afklaring:

- Det første er naturligvis at sikre samspil mellem de eksisterende aktører på sundhedsområdet - Regioner, kommuner, læger, speciallæger
- Det andet er at tilvejebringe fælles standarder - både for udstyr, lagring af data, regler for udveksling af information og beskyttelse af personlige data
- Det 3. er en åben, fordomsfri men forpligtende struktur for inddragelse af private aktører
- Og endeligt: Med tanke på borgernes stigende interesse for at leve sundt, forsikringsselskabers og andres interesser i ' det gode liv' - motivering af borgerne plus eventuelle andre finansieringskilder via forsikring eller via private anskaffelser af monitoreringsudstyr.

Bedre samspil mellem kommuner, regioner, læger

Et væsentlig bedre samspil vil kunne opnås, hvis en del af budgettet til de nye supersygehuset kunne benyttes til at etablere overvågningscentre for monitorering af borgere i eget hjem.
Alternativet bliver hurtigt, at det skal betales af kommunerne, og al den stund formålet er at reducere hospitalsindlæggelser og sikre hurtig udskrivning til trygt miljø i eget hjem, må det være primært i regionernes interesse at etablere det. Kompetence i den slags findes ikke i kommunerne.
Så vil kommunerne til gengæld skulle påtage sig at kunne rykke hurtigt ud, i tilfælde af et hjemmeovervåget borger får brug for assistance. Logikken i at kommunen skal betalke for denne del må være, at jo svagere patienten bliver, jo mere pleje vil være påkrævet. Det er også argumentet for at Kommunen - i hvert fald til mindre bemidlede - betaler for udstyr, der kan hjælpe til at forebygge skader, nye sygdomme etc. Dette kræver naturligvis en vurdering fra den ene kronikergruppe til den anden, og en vurdering i relation til genoptræningsprogrammet, som Kommunerne jo allerede HAR overtaget.
De praktiserende læger truer med en konflikt, og selve substansen i konflikten er sådan set dette spørgsmål underordnet, men hvis PLO sætter sagen på spidsen, vil det efter min opfattelse nemt fremprovokere en situation, hvor kommuner og regioner først i yderområder og senere andre steder direkte ansætter læger i lægehuse/sundhedscentre etc. som får en direkte mission også i forebyggelsesmæssig sammenhæng. PLO holder møde lørdag den 29.6 og her vil det vise sig, om det overhovedet er muligt at få praksislægerne til at indgå i en ny arbejdsdeling.

Fælles standarder

Vi er heldige i Danmark at MEDCOM har banet vejen på dette område for længe siden, og at sundhed.dk er etableret på toppen af de regionsdrevne sundhedsdata. Men nu kommer vi til indsamling,m registrering, lagring og ikke mindst deling af endnu mange flere data, der kommer fra hjemme-monitorering, telemedicin. Validiteten af disse data er ikke altid så høj, som lægen eller sygehuset kunne ønske, men til gengæld har man nu en enestående mulighed for lange tidsserier linket til den enkelte patient eller til den enkelte borger.
For at kunne gennemføre dette, er det nødvendigt at kunne enes om en fælles arkitektur. Og her er vi - heldigvis eller fornuftigvis - allerede langt.
EPJ-systemerne i Danmark er - omend der er 5 af dem - ikke så langt fra hinanden, at der ikke kan etableres et fælles udtræk - eJournal - som gradvist bliver bedre og mere detaljeret i takt med opdateringen af de enkelte EPJ-systemer, der næsten alle understøtter den internationale HL7V3 standard. Og Den Nationale Handlingsplan læner sig også op ad Continua Alliancen, som fundament for den fremtidige udvikling af Telemedicinske løsninger. Så her er vi på vej.
Referencearkitektur for såvel National IT som specifikt for Velfærdsteknologi er en ufravigelig forudsætning for fælles fodslaw - og også for inddragelse af private medspillere.
I november 2012 udkom så det første udkast til referencearkitektur for sundheds IT og sikkerhed, og i april 2013 blev så Referencearkitektur for opsamling af sundhedsdata hos Borgerne sendt i høring. Begge dele væsentlige fremskridt på vej mod fælles standarder og fælles sikkerhedsregler og beskyttelse af borgerdata på en sådan måde, at data rent faktisk kan anvendes.

Inddragelse af private aktører

Hele ideen med Vækstteam-arbejdet har været at se, hvor samarbejde mellem den offentlige og private sektor kan føre til vækst, nye services og ikke mindst eksportmuligheder. Så er det forstemmende at høre SF og Enhedslisten gå på barrikaderne og allerede inden sommerferien har bredt sig, at tale mod at private aktører kan indgå i administration og behandling - uanset vi taler ældrepleje, privathospitaler, sundhedsklinikker, genoptræning.
Som Vækstteamet anbefaler, hjælper det ikke noget, at vi eksporterer den offentlige sektor til Kina. Vi skal nødvendigvis gøre det gennem virksomheder, der er fuldt opdaterede og har de kernekompetencer, der skal til, for at kunne gøre en forskel. At NGO'er som Diakonissestiftelsen bliver vel modtaget i Kina er fint, men det er ikke højteknologi, vi eksporterer, det er en menneskelig positiv indstilling og en måde at organisere ældrepleje på, som kineserne helt sikkert får brug for. Men det er IKKE velfærdsteknologi, det er velfærdsservice. For at modernisere ydelsen, inddrage borgere, skabe tryghed hos patienter kræves investeringer og dokumenterede resultater. Klynger af samarbejde mellem offentlige og private aktører med en klar rollefordeling er en nødvendig forudsætning for at nå målene.

Borgerinddragelse og nye finansieringsmodeller
Digitaliseringstrategien har i de senere år været drejet mere og mere mod effektivisering og besparelser og væk fra det andet, oprindelige hovedfundament: Borgerinddragelse og 'empowerment'. Vi bliver imidlertid nødt til som en del af rammebetingelserne for en succesfuld implementering af velfærdsteknologi at tænke løsninger, der involverer borgeren, brugeren, klienten - og som vel at mærke også gør det attraktivt at tænke på at monitorere sig selv INDEN man bliver til en patient. Forebyggelse, motivering er måske allerede ved at være højere på lystavlen - men ikke alle befolkningsgrupper har samme motivation, og her kunne forsikringsselskaber (også Danmark) spille en rolle - bidrage ved at nedsætte forsikringer eller ved at yde tilskud til borgernes egen selvkontrol og måling. På digitaliseringsmessen i Århus spurgte jeg Klaus Panareth, der er formand for dansk selskab for telemedicin og 'opfinder' af KOL-patient kufferten, om anvendelse af borgerindsamlede data ikke kunne udgøre en sænkning af kvaliteten af medicinske data og derved øge risikoen for fejlslutninger. Det afviste han, fordi han netop mente, at de mange, mange data, der nu kan behandles (Big data!) også ville kunne renses for statistiske fejl, men i endnu højre grad bidrage til en viden om forløb og udviklinger i sundhedstilstand, som man aldrig før havde haft.
Der er langt igen...
Men selvom den truende lægekonflikt ser ud som den måske lige nu alvorligste trussel mod et effektivt samarbejde i den danske sundhedsmodel, er der stadigt langt igen før vi får løsningen på hvordan Regioner og Kommuner kan se en fælles interesse i at nytænke samarbejdet - og hvordan HELT private aktører kan inddrages for at løse vores fremtidige velfærdsproblemer.
Der er plads til mange blogs om emnet endnu.


Ingen kommentarer: